Jeg har ikke fået mit pas endnu, når jeg får det skal jeg skynde mig til Laos og søge om Non-b visum og tilbage igen, og måske, hvis jeg er heldig, kan jeg nå at starte på arbejde sammen med de andre danskere.
Til samtalen med chefen på alpine, lovede jeg at selvfølgelig kunne jeg nå dét og at jeg ikke havde mere at gøre end at vente på mit pas, jeg ville derfor bruge ventetiden med en lille miniferie til øen Koh Phanang, det synes han lød som en fin idé.
Så dagen oprendt, jeg stod tidligt op, pakkede mit grej, kun det vigtigste, og tog ned for at komme afsted. Det viste sig, til min ærgrelse at bussen var kørt for en halv time siden og at den næste først kørte kl23 om aftenen igen. "Nå, men så skal jeg bare med den" Mange tak og farvel. Goddag ventetid.
Jeg besluttede mig for at læsse min bagage af "derhjemme" og få noget at spise og læse en bog på stranden.
Efter at have læsset af, spist, købt en bog (som jeg endnu ikke har læst den første side i) kører jeg til stranden for at læse mig bog og bade. Jeg kører ned til mit sædvanlige scooter spot, for at parkere den der, for så ved jeg at jeg kan finde den igen.
Det skal siges at der nok er omkring 100.000 scootere i Hua Hin så man kan nemt glemme hvor ens egen står. Mit trick mod det er at tage et billede af scooteren/nummerpladen i de omgivelser jeg efterlod den i. Så sent som den anden dag, satte jeg mig på en scooter og kunne ikke forstå hvorfor den ikke ville starte, indtil jeg kiggede op og så at jeg havde sat mig lige ved siden af den rigtige scooter :)
Nå tilbage til stranden og scooterspottet, jeg parkere og lægger mærke til en pige som kigger lidt underligt, jeg hænger hjelmen fra mig, hun kigger stadig, jeg går over og spørger: "Where are you from?" hun svarer: "Du kan godt snakke dansk til mig, vi mødtes i weekenden", jeg bliver lidt forlegen, for det er vidst rigtigt nok, men i mørket er alle katte jo grå!
Vi snakker kort sammen, hun venter på sin veninde og da hun kommer tilbage går jeg med dem til stranden. Dernede sidder der en masse danskere, ved deres egen danskerbar og taler selvfølgelig dansk. Jeg kommer ved en uheldig bemærkning til at sige "Og så undre folk over hvorfor udlændinge samler sig i getthoer i danmark", sagt som spøg, men latteren udeblev.
Det viser sig at jeg har gjort mig uheldigt bemærket allerede om lørdagen, hvor jeg rigtignok havde mødt Camilla og de andre.
Jeg var gået ind på baren og mødt dem, hilst pænt og stået og lyttet på en samtale, som jeg overhovedet ikke var med i. Efter at have kedet mig lidt vender jeg mig om til en gut, med rigtig popsmart slikhår og attitude, der kunne gøre Gustav usikker og jeg spørger ham: "Wa så?, Er det os to i aften eller kan du også godt lide piger?" Han bliver utrolig fornærmet, men de andre synes heldigvis at det var både befriende og sjovt.
Efter at have udrettet skade nok forlader jeg gruppen og går videre ud i nattelivet. Det var den episode Camilla kunne huske mig for.
Men jeg får heldigvis rettet op på skaden, der ved strandbaren, får snakket en del med eks.alpine-sælgerne og får gode råd med på vejen. Jeg havde også spillet fodbold med nogen af dem før, så jeg var allerede lidt inde i varmen. Der sidder jeg så hele dagen, på stranden, nyder drinks og gode samtaler og varme dukkerter, indtil jeg bryder op for at tage imod Koh Phangang.
Turen derhen var lidt lang, bussen blæste 5 grader kold luft ud og man frøs mega meget og havde kun et gennemsigtigt tæppe at ligge over sig. Jeg havde ikke taget varmt tøj med, til min store fortrydelse.
Ellers bare på med musik og lade den spille hvad der kom og så læse, sove, fryse, læse sove fryse... i 7 timer!
Vi skulle sejle med catamaranskib derover, en catamaran har den gode egenskab at den sejler hurtigt, og den dårlige egenskab at den sejler så hurtigt at den skøjter over bølgerne og giver kvalme. Til gengæld viste de "Just for laugh's" - skjult kamera jokes, hele vejen så dem sad vi og grinede lidt af.
Først sejlede vi til Koh Tao, som er kendt for sine flotte koraller og fiskeliv.
Derefter Koh Phangang, øen som jeg havde hørt så meget om.
Jeg skyndte mig at finde en taxa og forklarede ham hvor jeg vil hen, han kunne ikke finde stedet, og forlangte lige pludselig 300 i stedet for 100 bath. Det gad jeg ikke gå med til og blev derfor læsset af i en mudderpøl, hvor de skulle til at bygge en vej.
Jeg fandt det nærmeste hostel og indlogerede mig der.
Jeg fik en lille bungalow, ikke det vilde, smed min bagage, ned og låne pincet så jeg kunne komme af med min splint i foden. Jeg lignede ærlig talt en haltefanden da jeg kom, med en øm splint i den venstre fod og en flækket storetånegl og dårligt fodled på den højre.
Men jeg glemte snart alt om mine fødder. Stranden var ligesom på billederne i mit hoved.
Halvt ude i vandet lå, fællesrummet og baren, bygget op af tynde træer. Der var små fine borde i knæhøjde, puder, en lille trappe ned i vandet, og en hængekøje imellem to kokuspalmer nede ved kanten. Ude i vandet var der stillet op til beachvolley og havet var tyrkisblåt. På strandkanten lå der nedfaldne kokusnødder og plastikaffald der var drevet i land og hele strandkanten var fuld af små huller, hvor minikrabberne bor. Det var simpelthen lækkert. Vandet var varmt og meget salt, så salt at man kunne flyde uden de store problemer og langs strandkanten kunne man se folk bade og sole sig og hygge. Det var perfekt!
Jeg lånte et pincet af en pige, fik splinten ud og gik ned mod byen for at leje en scooter. Scootere er det eneste rigtige transportmiddel i Thailand. De er nemme, billige og mobile, men alle kiggede bare på mit "falske" pas, det midlertidige jeg har fået med fra DK, og nægtede mig at leje noget.
Til sidst fandt jeg en gut som gerne ville, han ville have 3000bath i depositum, plus mit pas og han ville have mig til at skrive under på at hvis jeg ikke afleverede scooteren tilbage i samme stand, som jeg havde lånt den i, skulle jeg erstatte de beskadiget dele. Det lugtede langt væk af fusk. Men jeg havde ikke andre muligheder, så jeg kigge ham i øjnene og fortalte ham at jeg havde i sinde at passe godt på hans scooter og få mine penge og ting tilbage når jeg kom tilbage med den. Jeg ved ikke om han tog mig seriøst.
Efter at have fået scooter drønede jeg bare rundt, op og ned af gaden, forbi alle de butikker der ikke ville leje mig deres scooter, langt ud af én vej, ny vej, langt ud af den vej.. til sidst kom jeg frem til samme konklusion som en dansker i Hua Hin fortalte mig: Alle seværdigheder er bedst når man oplever dem med nogen. Jeg havde ikke engang min mobil med, så jeg kunne gå på opdagelse med jer fra bloggen her.
Jeg var ellers inde i en jungle, for at se et vandfald, men min dårlige højre fod tillod mig ikke at kravle så meget, derinde var der ellers en fugl som lavede den vildeste lyd jeg nogensinde har hørt. Jeg vil prøve at finde et lydklip af det og uploade i mine billeder, som der er kommet nye af ude til højre. http://www.youtube.com/watch?v=64lADIx0lU8 (Her er en lille video, prøv lyt i baggrunden, der er en ringende lyd, dén ringende lyd bliver ekstrem høj når man kommer tæt på, og kan variere fra en ringen til en konstant hyletone, freaky)
Om aftenen mødte jeg en fyr, som var væltet på scooter, han så helt farlig ud, med kæmpe rifter og hudafskrabninger op ad benet og begge arme, stakkels mand, jeg gav ham en drink.
Det viste sig senere at han var venner med de to piger, som jeg havde lånt pincet af. De skulle på markedet, det gad jeg ikke og tog i stedet en langt køretur til Haad Rin, byen hvor alting sker.
Da jeg kom til byen skete der absolut intet. Jeg endte med at gå byen tynd i 4timer inden jeg fandt et diskotek med musik. Inde midt på gulvet løb en bøsse rundt med bare tæer og løse håndled, det var åbenbart ham der ejede stedet.
Jeg købte en drink og rokkede lidt på benene til electro musik og gik igen.
Natten endte dog godt, jeg fandt nogle spændende mennesker og vi tog på stranden og lavede bål, eller i hvert fald prøvede i flere timer, da vi endelig fik gang i bålet begyndte solen at stå op og vi tog hjem for at sove. Det var en scootertur jeg nok ikke skulle havde kørt, men jeg kom heldigvis ikke til skade.
Dagen efter flyttede jeg til Haad Rin og badede ved stranden. Om aftenen var jeg til minifest "shivamoon" jeg valgte at tage taxa denne gang. Da jeg så skulle betale taxaen fandt jeg ud af at jeg manglede min pung. Taxaen kikkede mistroisk på mig og vi blev nødt til at køre hjem for at se om pungen lå nogen steder. Til mit kæmpe held havde jeg tabt pungen kun 150meter fra festen og alting var stadig i den. Taxa-manden synes jeg var utrolig heldig og jeg gav ham også gode drikkepenge. Selv var taxamanden en meget uheldig mand, han havde mistet sin kone, som gennem 8år havde haft en nyre sygdom og var død af den. De børn han havde kunne han ikke passe alene, så de røg på børnehjem og nu var han alkoholiseret taxachauffør.
Evalueringen af Koh Phangang: Helt klart en spændende ø. Besøg den når der er fullmoon og fest. Husk også at lave andet en fullmoon og feste.
Jeg skal derned igen og fejre nytår, sammen med danskerne fra Alpinesales, det bliver noget sjovere tror jeg :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar