Okay... Det er ved at vaere lidt tid siden at jeg har opdateret min blog, sá hvis du har tálmodighed sá vil jeg proeve at uddybe lidt hvad der egentligt foregár hernede :)
Det hele startede i Ecuador, naeremere Cuenca....
Dér var jeg sá heldig at moede en pige pá 30 fra californien, Kelly Wilkinson. Kelly og jeg havde nogle gode dage pá terassen af vores hostel med bbq og frokoster og ture i parken og generel druk med nogle andre turister, specielt én fyr Marco fra tyskland, vi moedte ham da han loeb over tagryggen pá en 3 etagers hoej bygning til os, roeg en stor joint og loeb tilbage igen :) I loebet af nogle dage fik Kelly, Marco og jeg samlet en gruppe pá 7 turister og vi drog sammen til Vilcabamba mod syd.
Vilcabamba er kendt for sin rene natur, imponerende bjerglandskab og ikke mindst for at have et af verdens aeldste befolkning, der ikke bliver overrasket over at fylde mindst 105 ár. Man siger det er pga. naturen, vandet og den utroligt afslappede livstil.
Dér bookede vi os ind pá et flot hostal med pool og palmer og masser af flot udsmykkede og malede vaegge og en kaempe sofa gruppe, hvor vi noed mangen flaske roedvin og guitarspil. Vi moedte en gruppe musikere der gav koncert for byen med laekker reggae og senere intimkoncert for os i sofagruppen.
Om dagen gik vi lange ture omkring i bjergene og hyggede os vaeldigt med snak og sjov.
Desvaerre oprandt dagen, som sá mange gange foer, hvor vi mátte tage afsked og rejse hver sin vej. De andre mod peru, jeg mod Cuenca, for at genoptage min rejse.
Med tungt hjerte og tárer i oejnene tog jeg afsked med mine venner og satte mig ind i bussen mod Cuenca. Hele vejen tilbage var jeg trist til mode. Tilbage gik jeg rundt i gaderne og vidste egentligt ikke hvad jeg skulle lave, gik pá internet café og dér... om ikke mine oere spottede danske stemmer, jeg lyste lidt op.. snakkede lidt... jow... "Hey forresten, jeg har hoert at det skulle vaere mega fedt at se fodbold i Ecuador, fordi de gár op i det med liv og sjael, har i lyst til at se fodbold i aften?" Det havde de, sá jeg brugte hele dagen pá at stá i koe for at koebe billetter og da jeg endelig 3 timer senere náede til billetlugen viste det sig at jeg have haevet 40 falske dollars i en automat og manden i lugen rev mine falske penge over og rystede pá hovedet..
Jeg fór hen til den naermeste bank og klagede min sag, sá godt som muligt pá mit gebrokne spansk, de var i midlertidig ligeglade og henviste mig til en mand i den modsatte ende af byen.
Jeg haevede nye RIGTIGE penge og loeb hen til lugen, men der var udsolgt...
Tilbage var der kun gadesaelgerne som tog overpriser for billetterne og det mátte jeg jo sá finde mig i, jeg havde jo lovet de 3 danskere at jeg ville skaffe billetter til dem.
Efter billetkoebet tog jeg op til manden i banken, klagede min sag, men selvf uden held, jeg havde ikke gemt kvitteringen og selv om at han kunne tjekke registeret og se at jeg havde haevet pengene i hans automat med mit haevekort kunne jeg jo sagtens havde byttet dem ud med falske og bla bla bla... hvis jeg virkelig oenskede at gennemfoere min klagesag skulle jeg moede op i banken igen kl 08.30 den naeste dag.
Jeg hilste lidt pá mine tidligere udlejere og pá deres smukke smukke datter og pá deres anden yngre datter som elskede at synge min sin spaede pivfalske stemme og bede mig gaette hvilken sang hun sang og hver gang ville hun blive skuffet over at jeg ikke kunne genkende en eneste af hendes sange.
Derefter moedtes jeg op med danskerne Mads, Mikkel og Mads´s soester, kan ikke lige huske hendes navn :S
Vi tog til fodbold og fik nogle gode pladser midt for banen og dér blev der rábt rigeligt med slagsange og opmuntrende bemaerkninger alt sammen pá dansk, til stor munterhed for de ecuadorianske tilskuerer.
Kampen endte 1-1 og med rigeligt af frispark, et anulleret mál til Cuenca og tilmed et roedt kort pá hvert hold, det var en rigtig god oplevelse.
Dagen efter havde jeg fáet mail fra Kelly om at hende og Marco var taget til Máncora i det nordlige peru og at der var annonceret kaempefest og at jeg skulle tage at komme derned og feste med dem. Uden toeven tog jeg den foerste bus mod Peru...
Turen derned var lang og jeg var meget utálmodig... Ved graensen blev jeg sat af og bedt om selv at finde vej over til den anden side... solen var pá vej ned og der stod jeg, med fuld oppakning ude midt i den Peruvianske oerken og gloede dumt pá den tomme vej til begge sider og de tre maend der sad ved en lille meget beskeden bod og kiggede pá mig....
Jeg skyndte min hen til paskontrollen fik midt stempel og gik tilbage ud til vejen hvor der var begyndt at blive skumringsmoerkt, et par minivans koerte forbi, to store turistbusser fór forbi og endelig en taxa som stoppede foran mig... en mand sprang ud af taxaen gik direkte hen til mig imens han talte meget hurtigt og hev mig i armen hen mod hans taxa... jeg havde ikke meget andet at goere end at foelge med...
Taxaen tog mig hen til en by der lá midt pá graensen, der blev jeg smidt af midt i en gruppe af andre taxaer som cirklede sig sammen omkring mig imens de begyndte at snakke meget ivrigt og hurtigt og utrolig hoejt for at overdoeve hinanden, jeg tog en random taxa bare for at komme vaek derfra og sagde "vamos! vamos!" - Koer!
Taxamanden var meget irriterende hjaelpsom og hele tiden snakkede han om ting jeg skulle goere og papire jeg skulle udfylde og penge jeg skulle haeve og nye ting jeg skulle vide, alt imens solen gik ned foran mig og landskabet gik fra orange, violet til belgmoerkt.
Vi koerte vaek fra byen, vaek fra paskontrol og politi, vaek fra social naerhed og ud i moerket ud pá oede veje hvor kun forlygterne fra taxaen oplyste at der lá asfalt i en tynd stribe midt i sandet, i det mindste var det en vej og der havde vaeret mennesker foer mig dér.
Tankerne loeb af med mig omkring diverse skraeksenarier med vold og roeveri, drab og voldtaegt og alt imens jeg sad og proevede at virke rolig og forstáende og lade som om jeg lyttede til taxamandens evindelige plabren og og det alt for hoeje lallende irriterende trutten fra trompeter og skingre floede latino musik... baaahh!!
Thumbes! Thumbes! Thumbes!
Thumbes viste sig at vaere en by, hvor jeg blev sat af og kraevet 200 soles, hvilket er sindsygt dyrt, men han vidste jeg havde dem fordi han havde fáet mig til at haeve 300 foer ved paskontrollen... jeg betalte modvilligt og blev gennet ind i en minivan hvor en ny mand startede hvor taxachauffoeren havde sluppet sit indaverende tag... snakkede pá ny loes om alt muligt, for 50 soles kunne han koere mig med det samme, han tog min rygsaek, spaendte den fast pá taget, uden for min synsvinkel forsikrede mig at alting var i orden, snakkede om de 50 soles igen, spurgte, skal vi koere nu eller ej? 50 soles? hvad siger du? jeg koere nu for 50 soles? din taske er sikker! hvor skal du hen? hvad laver du her? Jeg blir noed til at fylde bussen helt op foer vi kan koere nogen steder!, men for 50 soles kan vi koere nu! bla bla bla...
Jeg satte oerepropper i lukkede oejnene og ventede imens jeg kunne maerke bump fra passagere der steg ind, horer lyden af lorte-latino-salsa-samba-trompet-trut overdoeve min chillout fra min mp3.
Jeg blev skubbet til side og en gammel, grim og urovaekkende mand satte sig helt op af mig og proevede at traenge igennem til mig... endelig satte bussen igang....
Igen, gennem de gult oplyste gader, mennesker i shorts og klipklapper, skaebner og hjemloese hunde krydsende gaden med farer for at blive koert over af den dyddende minivan med en mand bagved mig der evendeligt rábte ud mod gaden for at samle endnu flere passagerer i den overfyldte bus... bussen der forsvandt fra gadelamperne og ud i moerket... hvem var disse mennesker i bussen?... sad de allesammen og gloede pá mig eller var det noget jeg forstilte mig?... var det medlidende eller glubske blik de sendte mig.... hvorfor holder vi ind pá en rasteplads midt ude i oerkenen?... hvad skal chauffoeren nu... har jeg stadig min taske... kan i for guds skyld ikke skrue ned for det lort.... eller i det mindste spille noget andet musik... okay kom nu bare til Máncora i en fart i stedet for at traekke det her maridt i langdrag.
Sádan fortsatte bussen imens chaufforen blev mere og mere pávirket og sad og kaederoeg og blev holdt bevidst af den skumle mand ved min anden side dér havde opgivet at snakke med mig og nu havde kastet sig hen over mit hovede og rettet sin haese stemme imod chaufforen i stedet.
Bussen stoppede chauffoeren blev simdt om pá bagsaedet og en ny chauffoer tog over, jeg fik ogsá skiftet saede og under páskud af regnen fik jeg min taske ind i bussen som toemtes mere og mere for passagerer i takt med at vi forsvandt laengere og laengere ind i moerket.
Aldrig har jeg vaeret sá glad for at se et byskilt som da jeg sá banneret over vejen sige "Bienvenidos a Máncora" Ud af bussen og hurtigt ind i det foerste hostel, book et vaerelse, smid tasken, pá toilet og tis, kast dig pá sengen, taend fjernsynet, pust ud.... hhhuuuu....
Okay...
Okay......
Okay.......... Hvordan finder jeg Kelly og Marco i denne gudsforladte by...??!!
Ud pá gaden, op og ned af hovedgaden, kig ind i restauranterene, internet cafeerne, spoerg pá diverse hostels... Ná ja!! den der fest ... spoerg turisterne... "Undskyld, kender i noget til en stor fest i Máncora i aften??" "Fullmoon Party eller sádan noget..." "Okay, uden for byen.." "Hvor langt?" "20 minutter!!" "Jeg má ikke gá derud? er det da farligt?" "Ja okay, sá jeg tager en tuc tuc i stedet?" "Point Hostal??" "Okay, thank you maan :/"
....
"Hola yo busco mi amigo Kelly y Marco?" ... Aldrig har jeg vaeret sá glad for at se mine venner igen... hen bag om ryggen pá Kelly, hold hende for oejnene spoerg "Guess who!! ?? "
Sádan kom jeg til Peru...
Det er snart en mánede siden, resten fár i senere, der er nogle der skal bruge computeren nu :)
Jonas
Ingen kommentarer:
Send en kommentar