Wow

Det sidste doegn har vaeret ret hektisk, sà jeg deler det nok op i nogle flere afsnit :)

Roberto:
I forgàrs var jeg ved konsulatet for at registrere mig, det var ikke sà nemt, jeg skulle kopiere mine kort og udlevere mit pas og betale penge og blev snydt af en mand for 10 dollars, hvorefter jeg gik tilbage og sagde at han havde snydt mig og at jeg skulle have mine penge igen, det fik jeg sà, underligt nok. Jeg fik aldrig registreret mig, proever igen i dag.
Men i konsulatet moedte jeg to tyske piger og fik deres mail adresse sà vi kunne mòdes senere over en drink i byen, jeg smed desvaerre deres mail vaek og besluttede mig i gaar for at gaa ned til det hostel de boede pá og fange dem der.

Nu kommer historien om Roberto.
Paa vejen ned til tyskerne faldt jeg over et rejsebereau, jeg gik ind og moedte en mand der lignede Daniel ret meget. Han kunne tale engelsk, det er der ellers naesten ingen her der kan.
Under samtalen med Roberto kom det frem at han kom fra en meget fattig landsby ved Columbias graense og at hans far havde kidnappet ham til Quito fordi hans mors familie ikke vil godkende hans fars og mors kaerlighed og efterfoelgende bryllup.
Faderen drev det imidlertidig vidt i Quito, startede sit eget selskab og tjente gode penge. Han ejer nu 3 huse i Ecuador og lever fedt, men han kom sig aldrig over bruddet med hans kone og forboed Roberto at opsoege hans mor.
Sidste àr, i en alder af 35 tog Roberto alligevel til landsbyen og fandt hans mor havde et taarevaedet og lykkeligt moede, det var han rigtig glad for :)
Sà fortalte jeg Roberto min historie om hvordan jeg var kommet til Dk og nu tilbage igen og han blev rigtig opsat pà at jeg skulle se det bedste Ecuador har at byde pà.

Roberto fortalte mig om et stykke skov ved vestkysten, som endnu ikke er besoegt at turister, men som er det smukkeste sted i Ecuador efter hans mening.
Det her stykke land med skov og flod og tilhoerende banan og kakao plantage, bliver ejet af den her mand, som hedder Juan Naula.
Juan Naula er en gammel mand og ved at han snart skal doe, hans sidste og stoerste oenske i livet er at vide at hans skov ikke bliver overtaget af Myndighederne, eller diverse fabrikanter, der lige nu staar i koe og venter paa at han doer sà de kan overtage skoven og faelde den.
Juan ringer ofte til Roberto og tigger ham om hjaelp fordi han er saa fattig og ikke ved hvad han skal goere, Juan repraesentere hele den landsby som er tilknyttet skoven og plantagen og lever af og med den.
Robertos vil proeve at goere stedet til et turistmaal, for paa den màde at bevare skoven, men det er en lang og sej kamp og tiden er knap. For at det kan blive et turistmàl bliver de noedt til at bygge steder hvor folk kan bo og det koster en masse penge med bevillinger, materiale og arbejdskraft.
Det er en rigtig soergelig historie og jeg blev meget roert og ked af at hoere om Juan, landsbyen og deres elskede skov. Jeg ville virkelig oenske at jeg kunne hjaelpe. Jeg har foreslàet ham at starte byggeprojektet som et frivilligt projekt for backpackere, hvor man kan komme og hjaelpe dem med at bygge, til gengaeld for at kunne sove i landsbyen. Roberto var meget interesseret i forslaget, men der er bare hele tiden det der spoergsmàl omkring hvordan starter man sà saadan et projekt?

Jeg vil i hvert fald tage derud og se om jeg kan goere noget for Juan og hans landsby. Og saa fortaelle historien vidt og bredt og haabe pà at historien naar de rette personer i tide til at Juan kan naa at se hans droem gaa i opfyldelse.
Jeg gik fra rejsebereauet og Roberto og historien om Juan med utrolig mange forskellige foelelser i maven.

Da jeg gik derind var klokken 2, da jeg gik ud var klokken 4.
Endnu venter historierne om hvordan jeg naer var blevet klaedt ud som dame og smuglet med til Ladies Night i selskab af 7 smukke piger og hvordan jeg naer var blevet beroevet paa àben gade og alle de andre ting der skete den dag...